Historie

 Søsterloge nr. 39 Santa Lucia –  der blev institueret den 29. november 1959.

I Rødby havde man for 59 år siden en broderloge – loge nr. 51 Heimdal – men ingen Rebekkaloge. En aften, hvor brødrene havde inviteret deres damer med til et hyggeligt samvær i deres loge, henvendte nogle brødre sig til nogle damer med forslaget om at oprette en Rebekkaloge i Rødby. Oplandet var stort nok, og man kunne ”huses” i brødrenes logebygning på Sædingevej 52, og erlægge en månedlig husleje. Forslaget blev vel modtaget hos ”damerne”, og i den kommende tid blev søstre indviet i Rebekkaloge nr. 9 Kæden i Nakskov, som blev vor moderloge. 

Et stort arbejde ventede, bl.a. blev tegningen til logens emblem lavet hjemme ved spisebordet hos en af logens søstre, navnet ”Santa Lucia” blev hurtig valgt. Tæppet til logesalen blev syet, regalier og dragter ligeså, ja alt nødvendigt materiale lå klar den dag, da institueringen af Rebekkaloge nr. 39 Santa Lucia var en realitet den 29. november 1959. Stor og højtidelig var dagen, og næsten alle logens søstre havde en embedspost, da logen endnu kun havde få medlemmer. Disse skulle senere komme til. Nævnes skal det, at søster Ingeborg Bille blev logens første overmester og drivkraften i det videre forløb, bistået af søster Anna Tage - undermester, søster Helga Hansen - sekretær, søster Inger Hansen kasserer, søster Klara Hovmand skatmester. På stiftelsesdagen modtog søster overmester Ingeborg Bille logens fribrev af broder fungerende storsire Johannes Petersen, logens bibel blev skænket af vor moderloge nr. 9 Kæden. 

Logens mødedag blev den 2. og 4. onsdag i måneden. Sådan er det stadig. Man havde sine gøremål. I det selskabelige samvær afholdtes lotteri, bankospil m.m. for på den måde at skaffe penge til humanitært arbejde. Man havde sin særlige ”julestemning”, en aften som er videreført af kommende søstre. Ja, mange gode tiltag gjorde, at en logeaften gav søstrene en god oplevelse. Ånd og etik er det bærende. God og pæn opførsel er en selvfølge, vi skal – som en af de første Rebekkasøstre udtalte – altid kunne være stolte af vor loge. 

I løbet af vinteren 1979 – 1980 talte logen 80 medlemmer. Mange søstre kom fra oplandet, især fra Maribo. Nu opstod tanken, at Rebekkaloge nr. 39 Santa Lucia kunne fostre en datterloge i Maribo, og sådan blev det. 

Rebekkaloge nr. 75 Den blå Anemone blev d. 2. maj institueret 1982 i Maribo og havde med sig fra vor loge 30 søstre. En meget højtidelig aften huskes, hvor vi med glæde, men også vemod, tog afsked med så mange dejlige søstre. Der blev herefter lidt tomt hjemme i vor loge. Ved søsterloge nr. 39 Santa Lucia´s 50 års jubilæum den 29. november 2009 er vi 65 medlemmer.  

I 1984, da Rebekkaloge nr. 39 Santa Lucia kunne fejre sit 25 års jubilæum, blev der afholdt reception og festloge med efterfølgende middag på Danhotel i Rødbyhavn. Dagen gav os endnu et dejligt minde. 

Gennem årene er nye regler kommet til. Nu er Santa Lucia ikke en Rebekkaloge mere, men en søsterloge. Denne navneændring blev indført i 1997. Søsterloge nr. 39 Santa Lucia fik på den baggrund mulighed for at få fremstillet et nyt logetæppe. Dette blev taget i brug den 24. januar 2001.

Vor loge har sine egne særlige love, som med passende mellemrum revideres og sendes til Storlogen til godkendelse. Søsterloge nr. 39 Santa Lucia har sine skrevne og uskrevne love og sit program for, hvordan tiden indenfor murene skal foregå. Logen har sin egen sang, som synges ved det selskabelige hvert år på stiftelsesdagen. Der arrangeres årlige udflugter for logens søstre. Logen indbyder hvert år nogle af Rødbys og omegns ældre enlige damer til en hyggelig eftermiddag. Vi besøger logens syge og forsøger at sprede glæde. Der er samvær med vor broderloge nr. 51 Heimdal, og der er hvert år gensidigt logebesøg. 

Vi søstre, som gennem årene er optaget i Odd Fellow Ordenen og indviet i søsterloge nr. 39 Santa Lucia, kan føle os privilegerede. Meget er blevet os givet, og forhåbentlig forstår vi i den rette ånd, at nyde – men også at yde. Vi skal bygge videre på det arbejde, som lå bag, dengang søsterloge nr. 39 Santa Lucia blev stiftet – og vi skal gøre det i venskab, kærlighed og sandhed.